Amelie de la Tremoïlles må som ganske ung forlade sit hjem på grund af Ludvig XIV’s forfølgelse af huguenotterne. Hun er fransk prinsesse af fornemste adel og får asyl ved det enevældige, danske hof. Her møder hun sit livs store og eneste kærlighed i grev Anton af Oldenburg.
Tiden er det 17. århundrede. En epoke præget af de endeløse religionskrige i Europa, trosfanatismen og den gryende kapitalisme. Og en modbydelig kulde. Den lille istid er århundredet blevet kaldt.
Amelies og grev Antons lykke bliver kort. Kræfter i nærheden af den danske enevælde, der regerer et land på randen af bankerot, smeder rænker. Grev Anton dør pludseligt og uventet, men Amelie er til alt held blevet gravid. Hun føder en søn. Dermed er arven sikret. Tror hun. For andre vil det anderledes.
Amelie er en historisk roman i slægt med Per-Olov Enqvists Livlægens besøg. Med stor sprogkraft og finesse digter Niels Peter Juel Larsen hen over Amelies faktisk eksisterende erindringer, Memoirs, og skaber en frise over et kvindeliv og et stykke dansk og europæisk historie. En roman med tyngde og lethed. Meget mere end en kærlighedshistorie og alt andet end historisk kitsch.