Efter et par års tavshed på kogebogsfronten er Anne Larsen nu endelig klar med en ny kogebog. Den indeholder godt 200 opskrifter fra madskribentens eget køkken, dvs. mad, som Anne selv holder af at spise. Og så er det mad, som alle kan lave.
De fleste kender Anne Larsen som slankeekspert, og mange husker hende stadig for hendes kødskylning i madprogrammet 30+ på DR1 for godt 10 år tilbage. Men Anne Larsen er fulgt med tiden, og den nutidige Anne Larsens fokus er knap så slankefanatisk. Nu handler det om god og ærlig mad tilberedt af gode og ærlige råvarer.
Det er frem for alt dejlig, hjemmelavet mad i øjenhøjde med plads til både klassisk og nyt. Boller i selleri, spaghetti bolognese, flæskesteg og valgflæsk. Sprøde salater, blomkålssuppe, græskarsuppe og minestrone, speltboller og chokoladekage. Kalorietællingen må man tænke sig til. Men med Anne Larsen som afsender behøver man ikke skænke hverken kalorier eller fedt en tanke, for i Anne Larsens univers hænger god mad og sund mad uløseligt sammen.
People's Press 2008