Dengang verden stod på hovedet eller osse var det mig der var skæv
60’erne var et trip. En tour de force af syre, hash, sex og happenings. Men også en mørk og fortumlet rejse, som langt fra alle overlevede. Ole Grünbaum, Danmarks hipster og provo par excellence, var 21, da det hele tog fart i 1966, og i seks heftige år jagtede han hippiedrømmen for fuld skrue, mens alt var in the making.
Bogen Bar røv i 60'erne er hans uimodståelige beretning om tiden, som han oplevede den trip for trip i den københavnske undergrund, i kollektiverne, på barrikaderne, i fængslet og ”on the road” i Europa og Nordafrika. For Ole Grünbaum endte det store opbrud i en ashram, hvor han i ti år gik i cølibat og helligede sig åndelig søgen. For andre fortsatte 60’erne langt ind i 70’erne, ofte med store omkostninger til følge. Bar røv i 60’erne er en intens og underholdende fortælling om en enestående tid, der vendte op og ned på verdenen. Et gensyn med vennerne. De kendte og de ukendte. Både de der er her – og ikke er her mere.
NOMINERET TIL BERLINGSKE TIDENDES LÆSERPRIS 2005