- eller Rottefængeren i rosenbedet
Et frisk pust er Georg Metz for fuld udblæsning. Politisk slapstick, som kun han kan lave den, og et eventyrligt nationalportræt, der er til at græmmes af grin over. Hjemstavnspartiet og præsterne har herredømmet i Danmark. Grænserne er smækket i for indvandrere og svenskere. Pastor Guul tugter befolkningen med eksamineret lutheransk syndsbevidsthed og foragt for venlige følelser. Og kvindeboksning og sabelslugning er rykket ind i kunstens fine haller. Men i disse ellers fede tider for Partiet, hvor den skamløse og forkælede kulturradikale elite er som sunket i jorden, lurer en fare. En forbløffende alliance, der ingen midler skyr for at eliminere de rigtige meningers fjender, forbereder en grusom hævn. Det begynder med et attentat ...

- Der var en tid, da vi krøb langs væggene, da de åh så fine og alle dem med de rigtige meninger spyttede på os, da de åh så fine digtere der skriver deres digte med rusten pen dyppet i råddent blomstervand, hånede og nedgjorde os ved enhver lejlighed, men det kan nok være at piben nu har fået en anden lyd. Nu kan vi endelig rejse hovedet uden at blive peget fingre ad, nu kan vi sige hvad vi vil om de grusomme muhamedanere, der myrder og voldtager alle vores unge piger og skal skydes offentligt i parken, og vi kan lave boksestævner i Kunstmuseet, så det ikke mere er eliten der sidder på flæsket og ved hvad der er kunst, mens vi andre må stå med hatten i hånden, og sabelslugningen har også fået lov at være her og er kommet for at blive!

- Jeg vil nu, råbte Lilli Kornvalle, Hjemstavnspartiets kultur-, idræts, undervisnings-, fritids-, indvandrings-, ungdoms- og ungdomskriminalitetsbekæmpelsesordfører, jeg vil nu i Hjemstavnspartiets navn, og fordi der er kommet andre boller på suppen og til kongehusets ære udføre denne slugning af en sabel, som har en ganske særlig betydning for mig. Denne sabel har været min tipoldefars, han bar den med hæder for Danmarks sag, dengang da grænsen lå fast!