Årene er 1975-1985. Glemsel og erindring fortæller historien om oprøreren uden program, det søgende menneske Jon Bæksgård og den tid, der falder sammen med den første del af hans voksenliv. Bogen skildrer et afgørende tiår i Jons liv: Forældrene dør, forholdet til kæresten Sine og vennen Claus Berglund udvikler sig, og Jons rejselyst, konflikter og trang til udfordringer fører ham ud i verden.
I romanens tre store kapitler følger vi ham fra ungdomsårene i 70’ernes Danmark over hans konfrontation med den ”virkeliggjorte socialisme” i Østtyskland til hans foreløbige endestation i New York i midten af 80’erne, en vej igennem en opdelt og konfliktfyldt verden.
I en række drømmefortællinger krydser Jon desuden på fascinerende vis sin egen mulige mytologiske fortid i det danske, grønlandske og europæiske landskab, så romanen også bliver en rejse i en tid og et rum langt ud over vores egen nærmeste.
Glemsel og erindring er første bog i serien om Jon Bæksgård, der også omfatter Labyrinten og 9/11-romanen Skyggeland. Alle bøgerne kan læses selvstændigt.