ArtPeople

Rushy Rashid
Mit pakistanske køkken

Mit pakistanske køkken er en hot kogebog med nemme og overskuelige hverdagsretter. Rushy Rashid tager på en farvestrålende rejse til barndommens pakistanske køkken med opskrifter, som er tilpasset danske smagsløg og indkøbsmuligheder.

Med udgangspunkt i sin faster Mimis håndskrevne opskriftsbog fortæller Rushy Rashid om den oversete pakistanske madkultur og giver en introduktion til de mest almindelige krydderier og ingredienser. Bogen er inddelt i overskuelige kapitler om forretter og snacks, hovedretter med henholdsvis lam, oksekød, kylling og grøntsager samt desserter og tilbehør. Herudover er opskrifterne krydret med traditionelle pakistanske husgeråd og beretninger fra indkøbsture i basaren og farmorens berømte festmiddage.

Mit pakistanske køkken er en lettilgængelig introduktion til det pakistanske køkken. Og så er det samtidig en personlig, kulinarisk kulturarv, som Rushy Rashid, ved at oversætte sin fasters traditionelle opskrifter fra urdu, hermed videregiver til sine egne børn – og til alle os andre. Rushy Rashid er journalist og debattør. Hun har tidligere udgivet bøgerne ”Et løft af sløret” og ”Du lovede, vi skulle hjem...” og har sammen med sin mand, Jens Højbjerg, skrevet bogen ”Bag sløret”.