I 1968 var Georg Metz 23 år, Henrik Jensen et par år yngre. Georg læste historie på universitet, arbejdede på Radioavisen og fulgte ungdomsoprøret på afstand, begejstret. Henrik græssede rundt i tiden efter gymnasiet, var med på flippet, men mest i udkanten. Da de andre flyttede i kollektiv, blev han gift – og begyndte at læse historie.
For Georg var 68 et nybrud, en opblomstring af optimisme og fremskridtstro, et tiltrængt skridt væk fra de kedelige og korrekte 50’ere. 68 revolutionerede samværsformerne, rev stivnede hierarkier ned og gjorde livet sjovere. For Henrik var 68 på mange måder mere af den samme suppe, han havde svømmet rundt i i nogle år. Og som tiden gik, blev han skeptisk over for følgerne af 68. Verden forandrede sig ikke til det bedre; den blev værre. En masse ting gik tabt, uden at noget andet kom i stedet for. En misere, vi stadig lider under.
I år er det 40 år siden, 68 bragede løs. Og konflikten mellem om det var godt eller skidt, det der skete dengang, er stadig lige aktuel. I denne bog tager Georg Metz og Henrik Jensen turen ned ad mindernes og meningernes bumlede vej for at trække en tråd fra sen-60’erne og op til i dag. Hvad pokker var det, der foregik, og hvordan kan vi beskrive dette sammensurium kaldet 68?
Når vi taler om 68 er en intellektuel samtale mellem to ligeværdige gentlemen og skallesmækkere. En essayistisk dyst om porno, RAF, Pittelkow og livsfilosofi. Er du selv i tvivl om, hvad du skal mene om 68, så gå 14 omgange med de to kombattanter og kom styrket, beriget og oplyst ud af ringen og ind i kampen. Den er i gang.