I skarp træning som lykkelig

Kan man træne sig i at være lykkelig? Kan man tænke, gruble, elske - eller måske tro sig til at være lykkelig?

Er lykke kun noget, der indtræder, når alting endelig er på plads? Karrieren, parforholdet – børnene?
Ja - hvor begynder man, når man gerne vil finde ind til det, der gør livet stærkt og smukt, og hvor går man hen for at lære kunsten: At være grundlæggende glad for at være i live?

Hvor begynder man henne, når man gerne vil finde ind til det, der gør livet stærkt og smukt, og hvor går man hen for at lære kunsten: At være grundlæggende glad?

Med rødder i mange års erfaring som præst, tidligere projektleder i et nordisk HR- konsulentfirma, og som forfatter og erhvervskonsulent, har Anna Mejlhede om nogen livet op til begge ører. Livet med glæde, sorg, håb og kærlighed - samt alle vores drømme om det, at finde vejen ind til det gode liv.
Anna Mejlhede kommer i sit foredrag ind på de områder af livet, hvor kilden til lykken ofte ligger, nemlig lige foran næsen på os.

”Life is what happens, while you are busy making other plans”, sang John Lennon. Ja, mon ikke. Livet leves oftest stærkest dér, hvor vi er på vej hen imod det, vi tror, der er målet. Det er faktisk så enkelt og lige til, at det er alt for nemt at glemme.

Foredraget, ”I skarp træning som lykkelig”, er garneret med inspiration fra bla. Kierkegaard, Nietzsche, Simone de Beauvoir– samt en masse af de erfaringer og fortællinger fra det virkelige liv, der kan være med til at give os mod til at danse med livet - i både medgang og modgang.
For hvad skulle vi egentlig ellers?

Kys dit Kaos – livet er alligevel noget rod

Et foredrag, der priser rod, larm, kaos, spontanitet og frihed!
Et spændende og provokerende foredrag for folk, der er trætte af at rydde op, rense ud, finde dig selv, få styr på det hele og tage kontrol i et smukt og harmonisk hjem med en ryddelig familie? For folk, der heller ikke forstår, hvorfor netop de aldrig opnår det der perfekte, som de ser billeder af alle vegne og som sikkert er en smal sag for alle andre?
 
Anna Mejlhede opfordrer i stedet til at gribe ud efter livet og favne kaos – du kan alligevel ikke undslippe det. Om at række ud over sig selv og finde centrum og mening i andre mennesker – og måske i Gud?

Må man godt danse alligevel?

”Finanskrisen er sådan en god ide”, sagde en dame, forfatteren tilfældigvis mødte til en fest. Med dette mærkelige udsagn mente hun såmænd bare, at en krise som denne tvang os alle til at vende bøtten rundt og investere os selv i noget andet end finanser. ”Må man godt danse alligevel?” er tænkt som en kærlig og humoristisk øjenåbner for alle os, der igennem mange år har ment, at livskvalitet hænger sammen med friværdi, aktieudbytte, luksusferie og nyt køkken. For hvad så, når det hele er forduftet, som sne på en sommerdag?

I nogle religioner tror man på, at man kan danse regnen frem, når tørken har lagt sig som en tyk skorpe over jorden. Måske skulle vi begynde på det med det samme? Danse krisen væk? Både bogstaveligt og mentalt.

Bogen – og foredraget der tager trådene i den op - byder op til dans. Med livet, dig selv, naboen - og dine finanser. For måske er der alligevel håb et sted derude?

Forandringer

Vores liv er skabt af bevægelse. Stille kan det nemlig i sagens natur ikke stå i et samfund, der så intenst er præget af forandringer og vores reaktioner på dem.
Men hvad er det egentlig forandringer gør ved os? Og hvad kan vi gøre, når de roder rundt på vores tilværelse?

Livet og verden omkring os er som et stormvejr. Vi skifter imellem at sidde i dets øje, hvor stilheden, roen og meningen kan indfanges, men kun et øjeblik, så hvirvles vi atter ind i forandringens storm. Frem og tilbage. Mening og forvirring. Ro og larm.

Netop derfor søger vi ofte meningen i det uforanderlige. Dét som var, er og bliver - så at sige.
Vi drives af længslen efter en anden sammenhæng at sætte os selv og vores liv ind i. Ja, og vel også et større perspektiv at se vores jordiske tilværelse i.

Men hvis forandringen er en storm, så har den netop også et øje – et rum i midten, hvor der er stille. At finde ind til det rum er at finde ind til kernen. Også i os selv. Derinde hvor vi har helle. Helle for omverdenens larm og tumult. Derinde hvor vi kan trække os tilbage og ind, for at genvinde balancen og roen, når vi føler, at vi er ved at snuble, eller vi bliver svimle i det hjul af forandringer, der indimellem ruller hurtigt.