ArtPeople

Benny Andersen

Benny Andersens forfatterskab er stort, varieret, omfangsrigt og et af de allermest kendte og elskede herhjemme. Han har skrevet romaner, noveller, essays og børnebøger (bl.a. om Snøvsen), men i kernen og udgangspunktet er han poet og digter. Hans Samlede digte (der udkom i 1998 og igen i 2002) er alle tiders mest solgte digtsamling i Danmark med langt over 100.000 eksemplarer.

Benny Andersen tilhører den store modernisme-generation, der debuterede i 60'erne, og hans særkende er, som det hedder i Den Store Danske Encyklopædi, "et vist dansk sindelag, som han udfolder med ironisk distance og musikalsk indføling i tilværelsen" og "en humor nært knyttet til det hørte sprog: denne evne til at spille skævt med ord og vendinger og komme bag på sproget".

Benny Andersen er mindst lige så kendt og populær som musiker og pianist, ikke mindst i kraft af sit mangeårige samarbejde med Povl Dissing, der bl.a. har resulteret i pladerne om Svante. Benny Andersen har siden 1972 været medlem af Det Danske Akademi. Han opfattes nærmest som noget i retning af en nationalpoet (igen ifølge Encyklopædien).

Om sit forfatterskab

Benny Andersens foredrag fokuserer primært på hans eget forfatterskab. Et foredrag med Benny Andersen giver et spændende kig ind i arbejdsværelset hos en af vores helt store og folkekære forfattere