Børn og leg - barndommens land
Er der noget børn ved som de voksne har glemt?
Ligger barndommens land i den globale landsby?
Kan man nå barndommens land via Internettet eller fjernsynet?
Er det nødvendigt at opholde sig i barndommens land for at lege?
Hvad vil det sige at lege?
Skal leg være fantasi- eller batteridrevet?
Kan man lege sig klog?
Er klogskab blevet en folkesygdom?
Er der forskel på at være klog og viis?
I dette ironiske Spørgejørgen-foredrag rejser filosoffen Carsten Graff væk fra Informationssamfundet, gennem den globale landsby for - måske - at bringe tilhørerne med frem til den endelige destination: Barndommens land.
Brug dig selv optimalt - i erhvervslivet og privat
I dette nærværende foredrag taler Carsten Graff om at bruge sig selv til at finde sig selv og herved blive bedre til at navigere i livet. Både på arbejdet og privat.
Graff gør på sin ironiske facon op med vanetanker og skaber rum til nytænkning på alle niveauer i organisationen. Han tager udgangspunkt i sig selv – sine observationer i nuet og skaber opmærksomhed om alle de konventioner der er mellem mennesker som mødes og stiller spørgsmål som:
Hvordan læser man mennesker?
Kan man leve mens man tjener penge?
Hvor kommer følelserne fra? Og kan man navigere i dem?
Hvordan opnår man nærvær?
Hvordan skabes tillid?
Og hvordan øver man sig i at blive skældt ud?
– Et foredrag der er velegnet til kurser og ”Gå hjem møder”.
Erhverv - følelser og indføling
I mange organisationer får følelserne ikke den fornødne prioritet. Man taler om opgaver, strukturer, metoder og værktøjer. Ofte glemmer man medarbejdernes helt basale og grundlæggende behov for nærvær, venskaber og identitet - både privat og på arbejdet. De ting som er vigtigst i livet er ofte også de ting som er sværest at tale om. Hvordan har man det og hvilken indflydelse har den følelsesmæssige tilstand på arbejdslivet?
Carsten Graff vil på en underholdende måde, og ved eksemplets magt, sætte indføling og følelser på dagsordenen. I dette foredrag taler han om vigtigheden af at have indføling med sine medarbejdere, kolleger og kunder - at kunne mærke dem og vide hvor de følelsesmæssigt befinder sig.
IT - computeren den elektroniske sutteklud!
Det siges at computere er enkle, men hvorfor er det så nemt at fare vild i en hjælpefunktion? Et foredrag hvori Carsten Graff med lattervækkende ironi tager computerbegejstring og informationsfascination under hård behandling. Om infostress, cyberpsykose, internetforsnævring, word-parkinson og skærmzofreni.
Carsten Graff er selv ex-computernørd og IT-konsulent og kender derfor IT-verdenen indefra. Ud fra sin baggrund i IT-branchen fortæller han hvorfor eksperternes lovprisning af den nye teknologis mirakelvirkninger næsten aldrig holder stik.
Foredraget er en personlig beretning om forskellen mellem viden og visdom - udvikling og fremskridt.
Levefilosofi - at tage stilling til sig selv
At filosofere er at opnå indsigt i livets store og små spørgsmål. Hvorfor tænker og taler man? Hvorfra kommer kærlighed og vrede? Bestemmer man selv sit humør? Hvad er tid og hvorfor kan den ikke spares? Hvordan skaber man forandring i sit liv? Hvornår får livet mening og hvordan udnytter man sine egne potentialer?
Carsten Graff hjælper en lang række mennesker og virksomheder landet over med såkaldt “tanke-fitness” og med at udvikle deres egne livsvisioner. I dette foredrag bruger han en række tankevækkende eksempler fra dette arbejde og tager deltagerne med på en rejse ind i hvordan filosofien kan benyttes som et virkemiddel til personlig forandring.
Parforhold - kan parforholdet blive en arbejdsplads?
Hvorfor kan end ikke toptrænede elitesoldater eller højtuddannede psykologer være sikre på at kunne klare et parforhold?
Med udgangspunkt i personligt oplevede historier taler Carsten Graff om kærlighedslivet som den ultimative udfordring i ethvert menneskes liv. En udfordring så stor at man har opgivet at undervise i emnet på skoler og universiteter.
Selv har han gjort sit parforhold og sit kærlighedsliv til sin arbejdsplads - alt andet kommer i anden række. I dette foredrag vil Carsten Graff blandt andet tale om hvorfor vi i vores kultur er blevet så kloge at vi har fået svært ved at få følelseslivet til at fungere.
Skoler - fra lømmel til millionær
Et foredrag som tager udgangspunkt i Carsten Graffs egen manglende evne til at fungere i skolen. Om at gå ud af skolen med elendige karakterer, at have svært ved at tilpasse sig, om at være på bistand og lave kriminalitet.
Foredraget handler om hvad der skete som vendte op og ned på Carsten Graffs egen tilværelse. Hvorfor vendte han og tog en universitetsuddannelse? Hvordan gik det til at han begyndte at arbejde for flere store virksomheder rundt omkring i Europa? I dag er Carsten Graff en økonomisk succes, er en af landets mest benyttede foredragsholdere og flere af hans bøger har solgt i store oplag.
Et foredrag om at vende sine nederlag til succes - om at gøre det som ingen troede muligt.
Tid - om tid og hvorfor den ikke kan spares
Tid er blevet tidens mest kostbare ressource.
Aldrig har vi værnet så meget om vores tid. I højere grad end nogensinde er vi omgivet af muligheder for at spare på tiden. Vi har adgang til fly, biler, computere, mobiltelefoner mv, men alligevel har tid aldrig været så stor en mangelvare som nu. Tid er - for de fleste mennesker - blevet tidens vigtigste ressource, men hvorfor kan vi ikke spare på tiden? Hvorfor bliver man travl og stresset? Hvorfor kan tiden ikke sættes i banken? Hvorfor går tiden ikke altid lige hurtigt?
Mød Carsten Graff på en rejse ind i tidens verden hvor han, på sin ironiske facon, vil endevende begrebet tid og derved vise hvorfor tiden ikke kan spares.
Undervisning - uvidenhed, Undren & Udvikling
Hvordan lærer man? Hvordan udvikler man sig på det personlige plan?
Et humoristisk foredrag om at opdage hvad mennesket ikke kan tænke sig til - om forskellen mellem relegion og videnskab - visdom og information - liv og kvalitet.
Hvordan skaber man fokus?
Hvordan udvikler man sin egen helt personlige viden?
Hvordan skærper man sin evne til at undres?
Hvad er det for evner man mister når man tilbringer tid i det traditionelle undervisningssystem?
En undervisers vigtigste opgave er at smitte eleverne med sin undren og sit engagement. Ofte handler det mindre om selve faget end om lærerens tilgang. Et foredrag om at åbne sine elever ved at bruge sig selv og undervise med en tilgang som skaber det størst tænkelige nærvær.
I dette foredrag fortæller Carsten Graff om resultaterne ved at holde levefilosofiske kurser, personlige samtaler og ved at udvikle sin egen filosofi.