ArtPeople

Cecilie Eken

Cecilie Eken holder foredrag om sit forfatterskab, eventyr og fantasy.

Oplev et foredrag med Cecilie Eken og mød en af Danmarks mest populære fantasy- og eventyrforfattere. Hør hende fortælle om sit forfatterskab, hvordan det er at skrive – og ikke mindst hvordan man skriver. Det er med garanti et levende foredrag og en medrivende vej ind i eventyrets univers.

Cecilie Eken’s historier har altid et element af eventyr i sig. Udgangspunktet kan være nok så realistisk, men før eller siden dukker det magiske og fantastiske op for på den måde, at give svar på nogle af livets store spørgsmål: Det gode og det onde; døden; kærligheden; sorgen; angsten, osv. Af Cecilie Eken’s bøger kan nævnes Kongebarnet, Sikkas Fortælling, Sølvblomst og Vingekatten.

Skriveværksted for 4-10. klasse

Cecilie Eken har erfaring med at undervise både børn og voksne (dansklærere) i det at skrive fiktionstekster.

Udgangspunktet er praktisk snarere end teoretisk da kurset baserer sig på egne erfaringer med skriveprocessen. Cecilie lægger vægt på, at der er masser af eksempler og små øvelser, der understøtter teorien og aktiverer deltagerne i forløbet.

Et skriveværksted kan både være én dag, hvor Cecilie Eken sætter i gang og inspirerer til historieskrivning. Det kan også være et længere forløb, hvor hun læser elevernes produkter og kommenterer enten mundtligt eller skriftligt.

Historiestafet/bogkaravane

Cecilie Eken har lavet historiestafetter både i Hvidovre og i Køge Kommune. Forløbet involverer 5-6 klasser – som regel på 6. klassetrin. Cecilie skriver første kapitel af en historie. Den første klasse skriver kapitel 2 og sender historien videre til næste klasse, der skriver kapitel 3, osv. Under hele processen skriver Cecilie løbende klassernes udkast sammen til et helstøbt forløb. På den måde sørger hun for, at alle eleverne bidrager med noget til den endelige historie. Det kan være en idé, et navn eller en hel tekstbid.

I nogle af de forløb Cecilie har deltaget i, har der også været en illustrator involveret, der har hjulpet eleverne med at lave illustrationer til deres kapitel. Resultatet er blevet en gennemillustreret bog, som alle deltagerne har fået et eksemplar af.

En historiestafet kan lægge sig op ad et bestemt tema: F.eks. middelalder, eventyr, science fiktion. Eleverne laver så en research, der kan bruges i skriveprocessen.

For dansklærere...

Dette kursus henvender sig til dansklærere, der underviser fra 3. klasse og opefter. Cecilie Eken sigter på at give deltagerne nogle praktiske redskaber, der kan bruges direkte i arbejdet med elevernes fiktionstekster.

Hun fokuserer på to hovedområder: En fiktionsteksts komposition og dens sproglige udformning. Desuden giver Cecilie også idéer til øvelser, der kan aktivere brugen af alle sanser i skriveprocessen.

Hele forløbet er bygget op omkring praktiske øvelser, der kan anvendes direkte i undervisningen, og deltagerne får mulighed for selv at prøve nogle af dem af.

Alle Cecilie Eken’s foredrag og arrangementer kan indgå som en naturlig del af et undervisningsforløb, hvor der arbejdes med fantasy, eventyr og myter i bred forstand.

Der kræves ikke, at der er forudgående kendskab til værkerne, men erfaringsmæssigt viser det sig, at det styrker dialogen, hvis børnene har læst bøgerne og forberedt sig på forhånd.

Forfatterbesøg for 4-10. klasse

Cecilie Eken læser højt, fortæller om sit forfatterskab eller om en specifik bog og besvarer spørgsmål. Hvordan kom hun i gang med at skrive? Hvor findes inspirationen? Hvordan bliver en bog til?