ArtPeople

Christian Jungersen

Christian Jungersens roman ‘Undtagelsen’ om fire kvinder på et kontor er blevet en dansk nyklassiker, efter at den lå på bestsellerlisten i halvandet år, og Berlingske Tidendes læsere i 2010 kårede den som den bedste danske roman i 10 år.

Foto: Jan Grarup

Du Forsvinder

I marts 2012 kommer så – efter næsten otte års venten – Jungersens tredje roman, ‘Du forsvinder’ om et ægtepar, hvor manden forandrer personlighed efter en hjerneskade. Romanen er spændende som en krimi, og den rummer samtidig store filosofiske dybder. For er noget menneske andet og mere end sin hjerne? Hvis vores personlighed og alle vores valg afgøres af hjernens kemi, hvordan kan vi så være ansvarlige for vores handlinger?

Christian Jungersen er en erfaren foredragsholder, som altid leverer et foredrag, der både er underholdende og giver stof til eftertanke.

Han fortæller og svarer på spørgsmål om alle sine tre romaner, om sin arbejdsproces, vejen til at blive forfatter og om livet som international bestsellerforfatter med udgivelser i 18 lande.