
Jan Kjær fik sin uddannelse som tegner på "Joe Kubert"-skolen i USA, og han rejste bagefter til Hollywood og arbejdede som storyboardtegner på TV-shows og reklamefilm.
Igennem hele sin karriere har Jan Kjær arbejdet freelance for LEGO, på linier som LEGO STARWARS og BIONICLE. I 2004 begyndte han at skrive sine egne bøger. Han har skrevet over 25 bøger, der tilsammen udkommer i 10 lande.
Han er kendt for sin tegneskole i Troldspejlet på DR og sin succesfulde bog ”Manga – 20 tips & tricks”, og er desuden en af skaberne bag “Taynikma”-serien.
I sit foredrag fortæller Jan Kjær om, hvordan man bliver professionel tegner og forfatter, og hvilke vej han har taget for at komme dertil, hvor han er i dag.
Det hele er krydret med sjove og skøre anekdoter fra hans tid i filmbranchen og med eksempler på de utrolige oplevelser, man kan komme ud for, når man arbejder for internationale firmaer som LEGO.
Med udgangspunkt sine egne bøger og illustrationer gennemgår Jan, hvordan man opbygger en historie, hvor man får ideerne fra, og hvilke tricks man bruger som tegner for at lave fængende illustrationer.
Foredraget er underholdende og lærerigt, og der vil være rig mulighed for at stille spørgsmål.
Varighed 90-120 minutter.
Skaberne bag den nye bogtegneserie Taynikma tegner og fortæller sammen med deltagerne.
Jan Kjær og Merlin P. Mann har sammen lavet fantasy-serien Taynikma, der på en helt ny måde blander tekst og tegneserie. Det har krævet et helt unikt samarbejde, som demonstreres i denne workshop, hvor deltagerne selv skal være med til at finde på fantasifulde figurer og dramatiske historier.
I workshoppens to timer veksles der mellem oplæg, fælles brainstorm og øvelser i manga-tegning og fortælling. Der vil blive givet helt konkrete tips og tricks, samt vist hvordan man i fællesskab kan skabe et fantastisk univers.
INFO
Varighed: 2 timer.
Målgruppe: 10 -15 år. Max 30 børn
Tekniske krav: Projektor samt tavle/flip-over.
Tegnemateriale: Blyant, viskelæder og lineal. Der kan også være behov for at tage foto-kopier.