
John Lindskog, født 1945, er en af de danske journalister, som er kommet tættest på de kendte i en hel generation. Som journalist på Ekstra Bladet, Information, Billed-Bladet og Se og Hør, fik han et bredmasket kontaktnet, lige fra Poul Reichhardt og Victor Borge over Simon Spies til seks forskellige statsministre.
Han har skrevet flere bøger, bl.a. bestsellerne ”Faders Vilje” om Helmuth-familien og sidst ”Simon”, bogen om Simon Spies, der har toppet alle de tre danske bestsellerlister som nummer 1. I en stor artikel i Berlingske Tidende i februar 2006 blev han kaldt bl.a. ”Sladderens grå eminence”. Han næste projekt er en biografi om storentreprenøren Bøje Nielsens sælsomme skæbne.
Millionerne, mordforsøget og mistanken.
Som søn af dramatikeren Svend Borberg og adelsdamen Jonna von Bülow, der var datter af justitsminister Bülow, var Claus von Bülow født til noget særligt. Det gik da også den vej, da han som ung jurist blev den amerikanske oliemagnat og milliardær J. Paul Gettys højre hånd. Men i 1980 tog skæbnen en drejning, da Claus blev anklaget for at have forsøgt at myrde sin hustru, millionøsen Sunny, med en overdosis insulin. Efter først at være blevet dømt skyldig blev Claus von Bülow i 1985 frikendt i det, der blev omtalt som århundredets retssag.
I bogen fortæller John Lindskog historien om Claus og Sunny. Om hendes opvækst i overklassens absolutte overhalingsbane, hans lynkarriere i forretningsverdenen og deres fælles luksusliv i New
Yorks jetset. Men først og fremmest om de rystende omstændigheder under retssagerne, der først dømte en morder og siden frikendte en mand, som siden har levet et liv i mistankens skygge.