ArtPeople

Jørgen Leth

Jørgen Leth holder foredrag om film, sport, Haiti og lyrik.

Jørgen Leth (f. 1937) er digter, forfatter, filmmand og ikke mindst cykelsportsfanatiker, landskendt for sit sprogblomstrende kommentatorparløb med Jørn Mader under de årlige transmissioner fra Tour de France. Som filminstruktør er han internationalt anerkendt blandt andet for sine to klassikere om samme emne, Stjernerne og vandbærerne (1974) og En forårsdag i Helvede (76), og desuden er han kendt for sine meget personlige og poetiske dokumentarfilm, blandt andet Det legende menneske (86) og Notater om kærlighed (89), samt for en række portrætfilm om kolleger og ikoner, Klaus Rifbjerg (74), Michael Laudrup (93) og Søren Ulrik Thomsen (99). Digteren Jørgen Leth er en af den sene modernismes mest markante stemmer herhjemme, senest fornemt dokumenteret i hans Samlede digte (2002).

Jørgen Leth og Morten Sabroe har skrevet bogen "Det er derfor de knepper så meget i dette land". Læs mere om bogen her.

Det erotiske menneske

Kan man måle det erotiske? Kan man indramme det? Kan man definere det? I sin længe ventede film ’Det erotiske menneske’ kredser dokumentaristen og digteren Jørgen Leth om disse simple, men dog vidtrækkende spørgsmål. I filmen, der står som et hovedværk i Jørgen Leths omfangsrige kunstneriske produktion fra de seneste godt fem årtier, rejser han, den ældre, europæiske digter, ud i verden og ind i sig selv for at registrere det erotiske, for at lede efter dets form og betydning. Han er en mand, der ser på kvinder – der ser på kvinden.

’Det erotiske menneske’ har haft en besværlig fødsel. Filmen har været undervejs over ti år, men resultatet, som det foreligger i dag, er muligvis Jørgen Leths mest personlige, idiosynkratiske og provokerende film. En film om at blive ældre, om tab, om de øjeblikke, et menneske husker, og om erotikkens væsen, som det fremstår, når man er Jørgen Leth.

Med udgangspunkt i filmene tager Jørgen tilhøreren med på sin erotiske rejse, gennem et langt liv.
Der vil blive vist klip fra filmen.

Det fordømte menneske

I efteråret 2005 eksploderede Jørgen Leth-sagen i Danmark. På få uger mistede et beundret og hædret ikon inden for film, sport og litteratur al sin ære, sit job som Tour de France-kommentator og titlen som honorær konsul i Haiti. Jørgen Leth blev beskyldt for både herremandsmentalitet og for seksuel udnyttelse af fattige, sorte kvinder i Haiti, pressen jagtede ham og i en tid måtte han gå under jorden. Hør historien fra hovedperson selv.

Vodoo, kristendom, erotik

- med film "Drømmere" - 55 min.

Fascination og sport

Jørgen Leth er en institution i det danske filmmiljø og har bl.a. været en stor inspiration for Lars von Trier, der var medspiller i Leths internationale gennembrud De fem benspænd (2003), hvor han lod Leth genindspille sin egen klassiker Det perfekte menneske (1967) fem gange.

I dette foredrag viser Jørgen Leth klip fra sine film og giver et indblik i sine principper og de ideer, der har dannet en række stilskabende spille- og dokumentarfilm, fx Det gode og det onde (1975), de klassiske cykelfilm Stjernerne og vandbærerne (1972) og En forårsdag i Helvede (1974) samt portrætfilmene Peter Martins - en balletdanser, Michael Laudrup - en fodboldspiller (1993) og Jeg er levende - Søren Ulrik Thomsen, digter (1999).

Der bliver også mulighed for at høre om nogle af de film, der aldrig blev til noget!” varighed 110 minutter.