ArtPeople

Karin Heurlin

Karin Heurlin, født 1976, journalist og forfatter. Karin har været klummeskribent, royal reporter, nyhedsjournalist, skrevet reportager og en lang række søndagsinterviews i B.T. Foruden I første række er Karin medforfatter til Camilla Framnes’ bog Hvis jeg kan, kan du også, Lykke Mays selvbiografi Mine ni liv, Ole Henriksens selvbiografi Et ærligt liv, og udgav i 2011 sin bog om at blive mor for anden gang, Hvornår er det min tur til at skrige?

Hvornår er det min tur til at skrige

Et rørende og morsomt foredrag, om at blive mor, om at være gift og om at være en del af en moderne familie med papbørn i alle størrelser. Et foredrag til forældre, som ikke orker flere gode råd. Som bare vil læne sig tilbage og lytte på en, som jogger mindst ligeså meget rundt i forældrerollen som en selv.

Hvor meget må man hade et andet menneske – som man er gift med? Og hvor rasende må man blive på to mennesker, der ikke engang er halvanden meter tilsammen? Og som man selv har haft i maven. Da Karin Heurlin blev mor for anden gang, var hun klar til et liv som den perfekte mor med en lykkelig kernefamilie i Hellerup. Men der var frygtelig langt fra drøm til virkelighed. Jo mere hun kæmpede for at nå ind til kernen i kernefamilien, jo flere spørgsmål stod hun over for.

Hvor meget må ens mand snakke om, hvor sjov hans borddame var til festen i går, når man selv sad hjemme i sofaen og ammede?

Passer man overhovedet ind i Hellerup, når man synes, Carte d’Or er en god is? Kan man være en god mor uden at sætte frikadellerne på et træspyd med cherrytomater imellem?

Det er ikke et foredrag om, hvordan man bliver den perfekte mor. Tvært i mod. For selv er Karin meget langt fra. Måske lige bortset fra, når hun er på legepladsen i Hellerup Havn, hvor hun virkelig gør sig umage til ære for publikummet.

Det indrømmer hun gerne. Hun er nemlig 100 procent ærlige når hun beskriver sit eget familieliv, som hver eneste dag er så svært, at hun tænker “Kan det virkelig passe?”