Uskrevne regler på det danske arbejdsmarked
En stor del (mere end 80%) af hverdagen på de danske arbejdspladser er styret af uskrevne regler. Men selv om de uskrevne regler spiller en så stor rolle, er det sjældent, at vi reflekterer over eller forholder os bevidst til dem, fordi vi betragter dem som selvfølgeligheder.
Uskrevne regler er kulturelle normer, som vi stiltiende følger og også forventer, at andre følger. Men det, som kan være en selvfølgelighed for en etnisk dansker, kan være ukendt land for medarbejdere med indvandrerbaggrund.
Erfaringerne viser, at både danskere og indvandrere løber ind i problemer på jobbet pga. manglende kendskab til de uskrevne regler. Men de mærker konsekvenserne forskelligt: Hvor danskerne snubler, falder indvandrerne.
Uskrevne regler handler om, hvordan tingene fungerer i den virkelige verden: Succes, fremgang, sejr, nederlag, forhindringer, misforståelser og hvorfor tingene lykkes for nogle mennesker, mens de mislykkes for andre. Kort sagt bliver næsten alting lettere at forholde sig til, hvis man kender og har styr på de uskrevne regler.
Et foredrag om de uskrevne regler giver dig og din virksomhed mulighed for bl.a.:
· At få indblik i virksomhedskulturen i Danmark og de 30 vigtigste uskrevne regler, som styrer danskernes adfærd på jobbet
· At få indblik i, hvordan indvandrere oplever mødet med de uskrevne regler på jobbet, og hvor de typisk kommer galt af sted
· At få redskaber til, hvordan du kan få styr på de uskrevne regler i din egen virksomhed
Få tegnet et kulturelt portræt af din arbejdsplads
Enhver arbejdsplads og virksomhed bærer på en unik historie og kultur. Mehmet Yüksekkaya tilbyder også at hjælpe din virksomhed med at analysere og kortlægge de uskrevne regler og de unikke kulturtræk, der kendetegner kulturen på netop din arbejdsplads.