ArtPeople

Michael Kamber

Mikael Kamber er kendt som nyhedsvært på TV2, chefredaktør på JydskeVestkysten og direktør i DR. Han har holdt et stort antal foredrag om medier, journalistik og ledelse, og han er ofte ordstyrer ved konferencer og debatter.

Mikael Kamber lægger vægt på, at hans foredrag er aktuelle og skræddersyet til præcist de tilhørere, han skal tale for.

Begejstring som brændstof

Hvis nu denne dag var den sidste, jeg havde at leve i, ville jeg så stadig gøre det, jeg er i gang med?

Det er et af de bedste spørgsmål, man kan stille sig selv. De fleste dage skal man af et ærligt hjerte kunne svare ”ja”. Ellers er det på det tide at ændre noget i sit liv. I foredraget fortæller Mikael Kamber om at finde ind til sin begejstring og vogte den som den dyrebare skat, den er. For begejstring er verdens bedste brændstof. Den motiverer os til at yde vores bedste. Den gør det lettere for os at vide, hvad vi skal sige ja og nej til. Og den får os til at opleve glæden.

Foredraget er en farverig og personlig beretning, der lægger en række værktøjer frem, som kan anvendes i såvel personlig udvikling som virksomhedsledelse.

Fik du pointen?

Et foredrag om at kommunikere klart.

Du kan have verdens bedste budskab, men kan du ikke kommunikere det effektivt, kan du glemme alt om at trænge igennem.

Foredraget er en fascinerende rejse, der fører fra de gamle grækere frem til helt aktuelle begivenheder. Undersvejs introducerer Mikael Kamber de grundlæggende byggesten i god kommunikation, lige som der bliver et par afstikkere ind i rædselskabinettet for fatale fejlgreb. Mikael Kamber har stor erfaring med klar kommunikation både som studievært og virksomhedsleder, og i foredraget leverer han en række gode råd til, hvordan du kan blive bedre til at få dit budskab igennem.

Spørg rigtigt

Et foredrag om interview- og spørgeteknik.

Mikael Kamber har gennem mere end 20 år som journalist, studievært og virksomhedsleder haft brug for at kunne stille de spørgsmål, som får mennesker til at lukke op og ikke klappe i. Undervejs i foredraget introducerer Mikael Kamber blandt andet “De 7 dødssynder”, “Verdens 10 bedste spørgsmål” og et overflødighedshorn af eksempler fra danske og internationale interviews. Foredraget henvender sig til alle, der ønsker at få bedre svar fra deres samtalepartnere – uanset om det er i privatlivet eller på arbejdet.

Ordstyrer/konferencier

Mikael Kamber er en særdeles erfaren ordstyrer og konferencier. Han har stået i front på en lang række store og krævende konferencer for C20-virksomheder, ministerier, universiteter og de største danske interesseorganisationer.

Mikael Kambers speciale er konferencer, hvor der skal holdes mange bolde i luften: Præsentation af talere, styring af debatter, interviews, interaktion med tilhørerne, workshops osv. Mikael Kamber sætter en ære i at være grundigt forberedt inden en konference. Derfor holder han typisk et eller flere formøder med arrangøren, og han sætter sig ind i alt relevant materiale. På scenen udstråler Mikael Kamber overblik, energi og humør, og han har en veludviklet sans for at gribe de muligheder, der opstår undervejs i arrangementet.

Øvrige foredrag