
Peter Bastians uddannelse omfatter teoretisk fysik, klassisk fagot, kammermusik, slavisk/tyrkisk klarinet, musikfilosofi m.m. Modtog i 1988 Rosenkjærprisen af DR for: “Formidlingen af musik og tanker af enhver god slags, på det højest tænkelige og dog så ligefremme plan”. Maj 2011 udkom bogen “Mesterlære – En livsfortælling” på forlaget Gyldendal.
Peter Bastian fortæller om sin nye bog Mesterlære som sprang ud af 9 foredrag på Vartov i foråret 2009. Det handler om den værdiudvikling, som er foregået i hans levetid, hvor han udstødte sit første vræl under krigen i 1943. ”Vi har gennemført en absolut nødvendig og betydningsfuld værdiudvikling med en så overvældende succes, at vi er druknede i vores egen succes. Og vi skal videre”. Han bruger sin livsfortælling til at illustrere afgørende pointer om opdragelse, forholdet mellem kønnene, fællesskab og om at få samling på personligheden.
Hvad er det for mekanismer i os som er dybt interesseret og engageret i forandring? Og hvad er det for mekanismer i os som slet ikke vil være med? I en virkelighed i konstant forandring er det de mest livsvigtige spørgsmål at få besvaret individuelt og kollektivt. Foredraget går tæt på to dybtliggende og vidt forskellige instinkter, nemlig overlevelsesinstinktet og instinktet for at skabe.
Peter Bastian har i mange år lavet målrettede foredrag for virksomheder, bl.a. IDA, LEGO, Tele Danmark og NOVO. Foredraget er en blanding af kick off og eftertænksomhed, og Peter Bastian kommer ind på det fælles kontra det individuelle, om samarbejde og ansvarlighed, inspiration, hvor kommer den nye idé fra og hvorfor er vi nogen gange bedre end andre gange?
Det er et foredrag som går i dybden med vores musikforståelse og Peter Bastian spiller på sine mange forskelligartede instrumenter undervejs. Om mesterskabet og nærkontakt med instrumentet. Hvad er musikalsk dybde? Hvordan udvikler vi vores musikalitet? Vi undersøger hvordan vi kan levendegøre en død node, og finder frem til, hvad melodien selv vil. Vi undersøger instinktet for at skabe med eksempler fra mange genrer. Undervejs møder vi skæve takter og sære skalaer, Mozart og bulgarske sigøjnere.