ArtPeople

Peter Mose

Peter Mose er medforfatter til to anmelderroste bøger om dansk politik. Først ”Håndbog for statsministre” (Gyldendal 2006) og senest ”Javel, hr. minister!” (Gyldendal 2011). Begge bøger roses for at trænge ind bag murene og give et sjældent indblik i, hvordan beslutningerne om Danmarks fremtid tages. Peter Mose har holdt en lang række foredrag om dansk politik set i et ledelses – og magtperspektiv, så det både kalder på smilet og eftertænksomheden.

Magtens maskinrum

I dette foredrag møder vi Departementschefernes Klub med Vogternes Råd i spidsen, Sir Humphrey, der diskret tager affære, når en svag minister ikke mag¬ter opgaven, og budgetbisserne i Finansministeriet, der til fagmini¬steriernes frustration har sat sig på magten. Vi studerer diplomathannernes magtkampe i Udenrigsministeriet, Undervisningsministeriets forgæves kamp mod Djøf-typerne, og hvordan Grundlovens Vogter i Justitsministeriet holder regeringen i kort snor. For ikke at tale om, hvor mistroisk oppositionen er over for regeringens embedsmænd – lige indtil den selv får magten.

Når ministeren går på tv og lader sig interviewe, opfatter seerne ham som den, der har styr på tingene – som lederen. Men sandheden kan være en anden: Bag en ofte dårligt forberedt minister på gennemtræk står topembedsmænd, der ”idiotsikrer” politikeren, så denne tager sig godt ud og ikke falder igennem.

Under foredraget dykker vi ned i magtens maskinrum, hvor de ledende embedsmænd diskret, men med sikker hånd udøver deres indflydelse og holder Danmark oven vande.