ArtPeople

Rasmus Ankersen

26-årige Rasmus Ankersen er stifteren af Winners Lab og har med kometfart slået sig fast som ”Mr. High Performance.” En rejse der startede som chefredaktør i sparkedragt for et dagblad og et par magasiner i en alder af 19 år. Siden som 22-årig cheftræner på FC Midtjyllands fodboldakademi med forkærlighed for 4:3:3 formationen og herefter som mental træner for ungdomslandsholdene i fodbold. Undervejs uddannede han sig også som UEFA A-licens træner.

I 2007 besluttede han sig for at kortlægge essensen af en vinder, og i efteråret samme år ramte hans første bestseller ”En vinders DNA” gaden. Året efter leverede han endnu en bestseller, den anmelderroste ”Leder DNA”, der uden omsvøb gik i blodet på 25 topledere.

Rasmus Ankersen har siden undervist topsportsfolk og landstrænere i det mindset, der skaber vindere og vinderkultur, og han har inspireret erhvervslivets ledere og talenter til vinderledelse. I dag holder han foredrag i hele verden, blandt andet talte han for nylig på det berømte TED University i Oxford. Derudover er Rasmus personlig sparringspartner for både topsportsfolk og ledere, sidder i adskillige bestyrelser og er på vej med to internationale bogudgivelser. Han taler meget, prøver at lytte endnu mere og fordyber sig gerne i enhver nørdet diskussion om diverse talkombinationer på grønsværen, om hvad der gør de bedste bedre, om mediernes nyhedskriterier og om vinderpsykologiens mysterier

Find din indre vinder

Lær at bruge det tankesæt, der driver verdens bedste sportsfolk, til at skabe motivation og nå jeres mål!
 
Det er ikke nok at gøre dit bedste. Du skal gøre det, der skal til”, siger Rasmus Ankersen. I dette foredrag vil han forklare, hvordan medarbejdere og virksomheder kan skabe motivation, begejstring og vindermentalitet i hverdagen ved at arbejde med de 6 gyldne vaner, som kendetegner verdens bedste sportsfolk.

Med afsæt i egne erfaringer med at coache topsportsfolk til succes vil han give konkrete værktøjer til, hvordan den enkelte medarbejder og virksomheden når til det punkt, hvor de tror, handler og føler sig som vindere:
 • Tænk stort
 • Tro på dig selv
 • Dans med frygten
 • Tag det fulde ansvar
 • Betal prisen
 • Gør rejsen til målet
 

Leder-DNA

Få indsigt i ledelses-dna'en bag 25 topledere inden for erhverv, politik, sport, kunst og religion.

Hvordan fyrer man flere hundrede mennesker og samtidig fortæller dem, at der er brug for, at de arbejder over om aftenen? Hvorfor bør man droppe sin karriereplan, hvis man vil nå til tops? Og hvordan får man et godt liv, selvom man aldrig finder den perfekte balance mellem arbejde og privatliv?

I halvandet år fulgte Rasmus Ankersen 25 topledere, blandt andre Anders Fogh Rasmussen, LEGO-topchefen Jørgen Vig Knudstorp, cykelbossen Bjarne Riis, filminstruktør Lone Scherfig, biskop Jan Lindhardt og mange flere. I dette foredrag fortæller han om, hvad han opdagede undervejs om fyringer, ansættelser, karriereplaner, magtkampe, primadonnaer, værdier og den svære balance mellem arbejde og privatliv. Her vil du blive udfordret og provokeret med udsagn som:

• Drop karriereplanen
• Rul den røde løber ud for primadonnaen
• Glem balancen mellem arbejde og privatliv, men få et godt liv alligevel
• Det bedste ledelsesråd er: ”Vær dig selv.” Og hvis det ikke er nok, skal du ikke være leder
• Kig på bolden, men hold øjnene på manden

Rasmus Ankersen har tidligere udgivet En vinders DNA som henvender sig den enkelte medarbejder frem for ledelsen.

Ville dine medarbejdere vælge dig som deres leder?

Du bliver udnævnt til chef, men du bliver valgt leder, siger Rasmus Ankersen i dette foredrag, der bygger på hans anmelderroste bestseller “Leder DNA” og studier af 25 danske topledere.

Mange chefer er ledere på visitkortet, men er det ikke i virkeligheden. Det store spørgsmål er: Hvis dine medarbejdere kunne vælge, ville de så vælge dig? Tænk over det. Ofte taler man om, at ledere fyrer deres medarbejdere. Hvorfor taler vi ikke om det modsatte? At medarbejdere fyrer deres ledere. Formentligt går der mange ledere rundt og er blevet fyret uden selv at være klar over det, fordi de ikke længere bliver set som ledere. De er kun chefer. Den uformelle magt skal du som leder kæmpe for at blive betroet af dine medarbejdere. Det kræver, at andre ser dig som leder, og at de kommer til dig, fordi de har lyst til det, og fordi du har noget at give dem. Ikke fordi de er nødt til det. I princippet bliver du genvalgt eller fravalgt som leder hver eneste dag.

I dette foredrag vil Rasmus Ankersen på provokerende og udfordrende vis med konkrete historier og eksempler inspirere til, hvordan du kan blive valgt som leder.

Har du knækket talentkoden?

Hvad gjorde Tiger Woods til verdens bedste golfspiller? Hvad fik Wolfgang Mozart til at komponere symfonier som teenager? Hvorfor blev The Beatles et af århundredets største bands? Og hvad har gjort Caroline Wozniacki til en af verdens bedste tennisspillere?

Rasmus Ankersens konklusion er klokkeklar: Talent er stærkt overvurderet! Vil du nå topklasse, skal du træne mindst 10.000 timer. Uanset om du hedder Tiger Woods, Wolfgang Mozart, Poul McCartney eller Caroline Wozniacki. Verdens top performere har ikke haft et særligt talent. Til gengæld har de haft pacende forældre, som var villige til at gå igennem ild og vand for deres børn.

Rasmus Ankersen introducerer os til en række af de kærlige, kompetente og konsekvente forældre til verdens bedste performere, og han stiller spørgsmålet: Er det i virkeligheden Earl Woods, Leopold Mozart og Piotr Wozniacki, der har forstået en lektion om opdragelse, som endnu ikke helt har bundfældet sig hos os andre? Derudover giver Rasmus i dette foredrag et udfordrende og underholdende indblik i, hvad vi kan lære af The Beatles, Tiger Woods og Wolfgang Mozart til at blive bedre til det, vi gør.  Debatten er åben!