
Sara Blædel er blevet kåret til danskernes yndlingsforfatter! Sara fik mere end dobbelt så mange stemmer som nr. 2, som blev Jussi Adler-Olsen, mens 3. pladsen gik til Benny Andersen. Det er anden gang Sara Blædel kåres som danskernes yndlingsforfatter. Første gang var i 2007, hvor hun vandt prisen for Kun ét liv.
Ud over at blive kåret som danskernes yndlingsforfatter 2009 kårede Søndagsavisens læsere hende til årets forfatter 2009.
Sara Blædel i Søndagsavisen: ”Det gør mig virkelig, virkelig glad. Det gør det, fordi det er læserne selv, som har valgt mig. Det er virkelig et skulderklap. Læsernes mening er det, som betyder allermest.”
Sara Blædels seneste roman Hævnens gudinde udkom i september i år og er det femte bind i serien om politiassistent Louise Rick fra Drabsafdelingen på Københavns Politigård. Serien er solgt til udgivelse i 9 lande, heriblandt Spanien og Italien og filmrettighederne er solgt til Nordisk film.
Sara Blædel, født 1964, er journalist, men debuterede i 2004 som krimiforfatter med Grønt støv, den første bog i serien om politiassistent Louise Rick fra Drabssektionen på Københavns Politigård.
De følgende bind i serien, Kald mig Prinsesse og Kun ét liv slog for alvor Sara Blædels navn fast som en af Danmarks førende krimiforfattere, og serien er solgt til udgivelse i Norge, Sverige, Tyskland og Holland. Aldrig mere fri er fjerde bind i serien om Louise Rick. Alle bind kan læses hver for sig.
“Hævnens gudinde” er femte krimi i serien om politiassistent Louise Rick. Sara Blædel tilbyder i den forbindelse et spændende krimi-foredrag der bygger bro mellem politiets arbejde og fiktionen.
Hvad sker der når en mor mister alt? Når hendes eneste barn - 12-årige Signe, det mest dyrebare hun har, bliver jaget ud foran en bil og dræbt i en meningsløs ulykke?
En gribende kriminalroman, hvor en skolefest ender i overfald og en tragisk dødsulykke, da en flok brutale bøller bryder ind og ødelægger afskedsfesten for musiktalentet, Signe Fasthing-Thomsen.
Hævnens gudinde handler om økonomisk kriminalitet og en nøje planlagt mordbrand. Om store følelser som kærlighed, hævn og had, der kan være svære at holde nede, når man bliver presset helt derud, hvor alting er ligegyldigt, fordi ens liv alligevel er lagt i ruiner og man har mistet alt.
I sit foredrag læser Sara Blædel op fra sin nye bog og fortæller om arbejdet med de fem kriminalromaner: Hvordan ideerne kommer, hvordan hun bygger et plot op, skaber et univers og et persongalleri. Hun vil fortælle om den grundige research der ligger bag de fem bøger som har åbnet dørene ind til Drabsafdelingen, Rejseholdet, Retsmedicinsk Institut og Kriminalteknisk Afdeling.
Til sidst vil hun svare på spørgsmål.