ArtPeople

Sara Bro

Sara Bro holder foredrag om kvinder, det danske sundhedsvæsen og kræft.

Sara Bro har været vært på Danmarks Radios Børneradio og på TV2. Desuden var hun med til at starte og lancere TV2 Zulu hvor hun også har arbejdet som producer og som vært.

Sara Bros dagbog

Julen 2001 får 27-årige Sara Bro konstateret brystkræft. Hun er på det tidspunkt studievært på P3 og er opslugt af sit arbejde, sit liv med vennerne og kæresten Johan. På ingen tid går Sara Bro fra at være tjekket studievært til at være skaldet kræftpatient. Hun får fjernet en knude i brystet og gennemgår et kemoterapi- og strålebehandlingsforløb på 7 måneder.

I sit foredrag beretter Sara Bro om hele sygdomsforløbet og hvordan hun, for at få styr på sine følelser undervejs, dokumenterede hele sygdomsforløbet ved hjælp af et videokamera. Hun fik taget fotografier – både fra opholdene på hospitalet og fra sit private liv. Fotografierne fortæller historien om et dobbeltliv, hvor Sara Bro den ene dag får kemoterapi og er meget syg og dagen efter står med en drink i hånden til Danish Music Awards’ afterparty.

Men billederne og foredraget fortæller også en historie om kroppens forandringer og om den angst, der følger i kølvandet på en livstruende diagnose. Om hårtab, parykker og et nyt bryst med ar på; om operationer, kemo-kvalme og strålebehandling; om overvægt, forfængelighed, hypokondri, nedture og skyldfølelse; om nervøse forældre, en uovertruffen Batman-kæreste og uvurderlige venskaber; om angsten for ikke at kunne blive gravid, for aldrig nogensinde at blive frisk igen, for at få tilbagefald – for at dø.

I foredraget fortæller Sara Bro åbent og ærligt om hele processen, fra hun fik konstateret kræft og frem til i dag, hvor hun er rask, men lever med angsten for tilbagefald. Det er en direkte, moderne og kompleks historie om at få brystkræft i en alder af 27 år.