Simon Talbot
Simon Talbot blev nr. 4 til DM i Stand Up 2006 - samme år som han debuterede som stand up’er. Siden da har han vundet Danish Open i Stand Up (2007) og blev for nylig kåret som vinder af TV2-Zulus Comedy Fight Club.
Man behøver ikke være ekspert for at kunne se, at Simon Talbot er en lysende stella nova på den danske stand-up himmel, som på rekordtid har slået sit navn fast. Selvom han kun har været i gang som komiker siden 2006, hvor han med sit tiende show nogensinde fik en fjerdeplads ved DM i stand-up, står det allerede klart, at der her er tale om et råt naturtalent.
Ung stand up’er i topform
Intet er hemmeligt, når det kommer til Simon selv. Han gør gerne grin med alt fra hans for korte akillessener og hans blødersygdom til hans mellemnavn Lemming. Udover ham selv er det skæve observationer af hverdagen, der fylder i Simons shows, men man kan under alle omstændigheder forvente et show, der både har noget for øret og øjet, idet han i høj grad bruger sin fysik til at understrege det verbale. Hans sans for improvisation og kommunikation med publikum er yderst veludviklet, og derfor ligner to shows med Simon aldrig hinanden.
Man kan i det hele taget godt forvente en massiv portion selvironi, når Simon indtager scenen. Hans forklaring...? ”Fordi jeg ligner en 21-årig smartass popdreng, og så er selvironien det eneste våben.”