
Hver især har de markeret sig som nogle af de største innovatorer på den danske musikscene i nyere tid.
Blæs Bukki revolutionerede først den danske hiphopscene med Malk de Koijns syrede og fængende univers og dernæst dansk reggae med Bikstok Røgsystem, hvis debutplade var den første danske dance hall-plade.
Ane Trolle har imponeret anmeldere og lyttere med sin vokal og sangskrivning, først i samarbejde med Trentemøller og siden i bands som JaConfetti og Trolle//Siebenhaar.
Ormen har som producer skubbet grænserne for musikgenrer, først i electronica-duoen Melk og siden med sine små mesterlige og meget eftersøgte 7”ere, som han laver i samarbejde med Alberte.
For tre år siden mødtes de tre i gensidig respekt og blev enige om at lave et album sammen. Og nu kommer det så – Balstyrkos meget længe ventede album Jagten paa noget. Det er blevet til i et lille studie i København og i et sommerhus ved Vesterhavet og bærer præg af den kompromisløshed og intimitet, som har været produktionens præmis hele vejen igennem.
© 2013 Artpeople. All Rights Reserved.
