Dissing, Dissing Las & Dissing

Det var i sommeren 92. Povl Dissing havde været nede at spille på Fiskerestauranten sammen med John von Dahler. Det gjorde de hvert år, det var sådan en blanding af ferie og arbejde, og som så mange gange før tumlede de nu hjem engang efter midnat til deres to huse, som lå lejede ved siden af hinanden. Von Dahler gik hjem og i seng, og det troede Povl også, at han skulle. Men så kunne han høre, at drengene – Jonas, Rasmus og Asger von Dahler – sad og jammede i huset. Povl ville sige godnat, men så blev der trukket rødvin op, han faldt ind og begyndte at spille med, og pludselig ville natten ingen ende tage. ”Og da gik det altså op for mig,” siger Povl Dissing i dag. ”Der var noget at bygge på, som jeg ikke havde haft den fjerneste anelse om. Det var ren magi.”

Jo, farmand vidste godt, at i hvert fald Rasmus gik og puslede med noget musik, men drengen havde altid holdt sine kort tæt ind til kroppen. Som yngre havde han løftet en flig, da han sendte et bånd hjem til sine forældre fra efterskolen, ”og hold kæft, der var jo en stemme,” men det her var alligevel noget andet og meget mere. Det føltes forpligtende. Uagtet moderens bekymringer. ”Det er rigtigt nok, hun havde fået nok. Men der var jo ikke noget at gøre. Og jeg var nok ikke den rette til at tale dem fra det,” siger Povl Dissing.

Der var med andre ord ingen vej tilbage, men de lagde blidt fra land. De prøvede sig lidt frem, mest i private sammenhænge, og Povl havde en forestilling om, at det nok bare skulle være ham og Rasmus og så nogle små, upretentiøse duo-jobs. Men i 1993 fik Povl så job på Norges store jazz-festival i Molde. Han skulle spille med sit norske brass-band, men han noget usikker på, hvorvidt de kunne Benny Andersen-sangene ordentligt. Så han tog den knap 20-årige Rasmus med på piano, og på turen op insisterede Jonas på at være roadie. Han ville med, og så kunne han slæbe eller køre. Men også han endte på scenen med sin mundharpe, og dermed var familie-orkestret definitivt grundlagt.